Grønlandske Livshistorier

Lena Ravn Davidsen er lærer i Ilulissat. Hun sidder i kommunalbestyrelsen og er engagereret i frivilligt arbejde både lokalt og på landsplan. Hendes ønske om at hjælpe andre bunder i, at hendes storebror hængte sig, da hun var 14 år.  Hun hjalp sin far med at skære rebet over. Både hendes forældre, hendes søster og hun selv var i sorg, men på hver sin måde, og de formåede ikke at tale om det eller række ud til hinanden. Lenas mor druknede sorgen i alkohol, men kom efter fire år i behandling – og først der fik de hjælp til at bearbejde selvmordet – behandlingen gjorde, at Lena for første gang siden dødsfaldet tillod sig selv at grine og komme i kontakt med sine følelser. Hun vil gøre alt for, at andre ikke oplever det samme – og hvis det alligevel sker, at de får den nødvendige hjælp og støtte og mulighed for at snakke om sorg og selvmord og på den måde bryde tabuet om selvmord. Lena siger, at tabuet blandt andet lever, fordi det ikke er naturligt for en grønlænder at tale om følelser. Familiens sorg ødelagde

Paornánguaq Helene Kleist er journalist og har blandt andet været kommunikationschef for henholdsvis Mittarfeqarfiit og for Naalakkersuisut. I 2019 flyttede hun til Danmark med sin familie og arbejder i dag som selvstændig journalist - dog mest for grønlandske medier blandt andet som redaktør for Kvindemagasinet Arnanut, der udgives af Mediehuset Sermitsiaq.AG. Hun og familien har mødt fordomme mod grønlændere, men siger, at det langtfra er alle danskere, der har fordomme. ”Jeg plejer at sige, at vi skal være som teflon, at vi ikke skal tage det til os, for det er ikke os, det handler om. Det er deres uvidenhed og fordomme, der skinner igennem”, forklarer hun og tilføjer, at de forsøger at angribe de fordomme, de møder, med humor. En af grundene til, at familien Kleist bliver boende i Danmark, er, at de vil være der, hvor deres tre drenge er. Den ældste ville på gymnasiet i Danmark for at stå stærkere, når han bagefter ville læse videre, og den mellemste stod alligevel for at skulle på efterskole i Danmark. P

Inuuteq Bidstrup, 37 år, er multi-kreativ. Han var lærer på Nuuk Internationale Friskole, da Grønlandske Livshistorier talte med ham, men kort efter forlod han lærerjobbet for at leve af at fotografere og lave musik.  Efter et halvt års tid som freelance-fotograf har han valgt at fortsætte sin karriere i skoleverdenen, hvor han vil udvikle sin faglighed som viceforstander på Efterskole Villads Villadsen i Qasigiannguit.  Han har dybe rødder i den grønlandske mytologi, men er også kristen og tror på det. Inuuteq er født i Upernavik, uddannet matematik- og musiklærer på Grønlands Seminarium. På Nuuk Internationale Friskole stod han også for al medieundervisning og for it.  Han har stor tiltro til den grønlandske ungdom og synes, at de unge er langt mere aktive, end da han var ung. Han lægger mærke til, at de dyrker meget sport, går til musik, klaver, badminton og kunst ved siden af skolen, og at de er meget medieorienteret – de bruger det som et redskab til deres hverdag. Hans store stue er præget af hans arbej

Nuka Kleemann er rektor på Socialpædagogisk Seminarium, som har hovedkvarter i Ilulissat. Uddannelse er vejen frem for Grønland og for grønlændernes stadig bredere selvstændighed, fortæller han i denne podcast episode. Hans egen skolegang begyndte fra den lille lokale skole i Upernavik, og han fortsatte noget modstræbende på skole i Danmark. Senere valgte han universitetet i Nuuk med studier i Kultur og Samfundshistorie. I hele sit arbejdsliv har Nuka Kleemann koncentreret sig om det humanistiske, om pædagogik, sociale forhold og uddannelse. Desuden har han engageret sig i idræt. Først i Taekwondo forbundet, og senere som mangeårig formand for Grønlands Idrætsforbund. Her arbejder han for den folkelige idræt, med målet om at Grønland bliver det mest fysiske land i 2030.

Der er en tradition i Ilulissat. To datoer, som har betydning for årets gang. Den 28. november, er den dag solen går ned, og så den 13. januar, som er den dag, hvor byen hilser solen tilbage. Den 13. januar samles det meste af byen på toppen af klippen Holmens Bakke for at se de spæde solstråler i få minutter, det sollys som varsler lysere tider. Pia Nielsen er kemi- og fysiklærer på Mathias Storch Skole. Hun fortæller, i denne korte episode af Grønlandske Livshistorier, om mørketidens traditioner. Hun fortæller også, at hun i den mørke tid tager sine elever med ud for at se på stjernebilleder, både de alment kendte stjerner og inuit-stjernerne, som har vejledt og været er brugt kommunikationsværktøj.   

Lyt med på Elisa Evaldsen Christensen, Aasiaat. Elisa er engageret og populær studievejleder og adjunkt ved gymnasiet i Aasiaat. Hendes vejledning overfor de unge handler om alt hvad de studerende bokser med privat og studiemæssigt. Gymnasieeleverne kommer ofte langvejs fra, og deres hjemve, længsel og udfordringer fylder meget i en skole, som så samtidig kræver engagement, danskkundskaber og gode karakterer af dem. Elisa underviser også i faget kulturforståelse, og det er der brug for på en skole med hovedsagelig grønlandsk-sprogede elever og et flertal af danske lærere. ”Du skal lytte, og så lytte lidt længere, lidt dybere efter tavsheden, så kommer de dybere tanker og følelser frem,” siger Elisa her. Elisa selv er født i 1965, og et gavebarn. Hendes mor i Østgrønland kunne ikke tage sig af hende, så otte måneder gammel blev hun foræret til en kvinde i Aasiaat. Så Elisa er vokset op hos en kærlig familie i Aasiaat. De gav hende støtte til at uddanne sig først på Inuit Institute i Nuuk, senere ved arkæologis

Paula Jane Sakæussen er 18 år og en gymnasieelev, som skiller sig noget ud blandt de andre studerende på GUX Aasiaat. Hun er blevet skolens musikalske centrum med sit klavermusik, og ikke mindst sin gamle runde inuittromme, som hun rytmisk banker på, mens hun synger og danser. Paula har taget trommedansen op efter sin morfar, og hun har også lært sig strubesang. Det var via besøg på hendes børnehjem i Uummannaq, at hun lærte at bruge stemmen og struben både musikalsk og som en slags konkurrence mellem to i hurtighed. Den første der griner, har tabt! Det betyder meget for Paula at have den musikalske kontakt med tidligere slægter og inuit-rødderne. Det er ligesom at sende et telegram! Hun har levet et omtumlet liv, fra tvangsfjernelsen fra sin egen familie som otte årig, derefter nogle år på børnehjem i Nuuk og senere på børnehjemmet i Uummannaq, som er et helt specielt dejligt sted. Paula føler sig tryg og glad på børnehjemmet, og forstander Ann Andreassen er som en mor for hende. Efter gymnasiet vil Paula ti

Som barn i Nanortalik samlede Majken Djurhuus Poulsen på mange forskellige sten. Nu er hun ph.d.-studerende i Nuuk med speciale i østgrønlandske rubiner. Hun fortæller om at forlade familien for at læse i Danmark, om sin fascination af sten, og at nogle af verdens ældste bjergarter findes i Grønland og dermed er med til at fortælle Grønlands geologiske historie. Hør Majken Djurhuus Poulsen fortælle om, hvordan hun som fire-fem-årig så en nedlagt mine og blev optaget af, at man kunne arbejde inde i et hul i fjeldet. På det tidspunkt var hun blevet betaget af granater, som hun kunne gå og finde på byens fodboldbane. Men hun samlede mange sten, og i dag kan hun se, at hun allerede dengang var interesseret i smykkesten. Mange af de sten, hun fandt som barn, har hun stadig til at ligge fremme i sin stue. Hun endte med at læse geologi i Danmark, og hver gang der var mulighed for det, lavede hun opgaver om den grønlandske geologi. Da hun skulle lave sin hovedopgave, valgte hun at studere nogle særlige askelag, man k

Birte Olsen læser kultur- og samfundshistorie på Grønlands Universitet, serverer på cafe og laver 3D-billeder på Nationalmuseet. Hun drømte om at få en kernefamilie, men erkendte, at hun er til piger. Da hun fortalte det til sine forældre, sagde de, at det havde de længe vidst. Hør selv Birte fortælle om sin proces, sine valg og sit liv. I dag bor hun i et tæt pakket kollegieværelse i Nuuk med bad og køkken – og en stor fryser, som hendes far fylder med friskfanget laks, torsk, rensdyr og moskus. Da forældrene ventede Birte, boede de i Nuuk, men tog til Sisimiut for at føde Birte, fordi hun skulle til verden der, hvor hendes forældre selv var født. De boede i Nuuk de første otte år af Birtes liv, inden de flyttede til Sisimiut, hvor Birte er opvokset og fik studentereksamen. Hun havde en fornemmelse af, at hun var mere tiltrukket af piger end af drenge, men fortrængte det. Hun ville være som de andre og have en traditionel kernefamilie med mand og børn. Det troede hun helt frem til 3. g, men fra at være den u

Eleonora Johansen underviser i grønlandsk og i kulturfag på GUX, gymnasiet i Nuuk. Og hun elsker det job, og de unges nysgerrighed og interesse for sproget og kulturen. Hun er i gang med at udarbejde sit eget kompendie for at målrette undervisningen på grønlandsk og finde det bedste materiale både når det gælder sproget og når det gælder en seriøs og ordentlig introduktion til den grønlandske kultur. Selv opfatter hun sit liv som en evig læringsproces fra hun som 13 årig blev sat på båden fra Sydgrønland og til Danmark, mødet med en helt anden kultur, senere også arbejdet i Nordatlantens hus, i Nationalmuseet og studierne i eskimologi. Eleonora er 61 år, og efter mange år i Danmark, besluttede hun sig for, at når den yngste af hendes to sønner blev 18 år, så ville hun flytte til Nuuk. Her bor hun så i dag med sin mand, og han kommer fra Færøerne. ”De unge skal være stolte af deres land, deres sprog og kultur. Det er det jeg gerne vil bidrage med,” siger Eleonora Johansen, og det er vigtigt, at gøre en indsats

Gustav Skifte, 71 år, var egentlig gået på pension efter et langt arbejdsliv først som fisker, sømand og siden mangeårig havnemester i Nuuk, men så åbnede muligheden sig for et job som service-tekniker ved Arktisk kommando I Nuuk. Det er et fantastisk job med mange gode kollegaer og et spændende miljø, som han håber han kan lokke flere grønlændere med ind i. En anden fordel ved jobbet er, at han er på land, det var især barnebarnet Marie, eller Maila på grønlandsk som bad sin morfar om at blive hjemme, og han værdsætter og elsker familielivet. Han tog også Maila med, da hun kun var 5 år, og sammen med landsstyreformand Kim Kielsen åbnede de to den nye containerhavn i Nuuk. Gustav har fulgt havnens og fiskeriet udvikling og fortæller her om ændringerne og klimaet, men også om drengen fra Maniitsoq, som kom på efterskole, sømandsskole og hvordan han måtte bryde familietraditionen for at bevare sin selvstændighed. Forsvarets aktiviteter i og omkring Grønland og Færøerne ledes af Arktisk Kommando. Arktisk Kommand

I Nuuk går kunsthåndværkere som Jørgen Ringsted rundt for at sælge deres smykker og tupilakker af narhval, hvalros, moskus og rensdyr og smykker formet af nogle af Grønlands mange ædelstene. Mange af smykkerne i Nuuks store kunsthåndværksbutik, Anori Art, bærer også Jørgen Ringsteds navn. Hver dag sætter han sig ind på kommunens værksted for kunsthåndværk, Ajagaq, hvor folk som Jørgen kan leje sig ind og arbejde i ben, horn og tand, barder, træ eller ædelstene. Her er store slibemaskiner til fællesbrug, men håndværktøjet skal de selv medbringe. Jørgen Ringsted laver ørestikkere, øreringe og vedhæng og figurer af forskellige materialer. Hans foretrukne ben er hvalros. I denne podcastepisode følger vi Jørgen Ringsted i værkstedet, hvor han blandt andet arbejder på en sæl, der skal hænge i et vedhæng. Ved siden af ham sliber, saver og skærer hans kolleger. For eksempel laver hans sidemand tupilakker af rensdyrgevir. Så podcasten er optaget i et travlt og kreativt værksted, hvor der ofte er en øredøvende maskinla

Tvillingerne Stella og Francisca Davidsen Olsen er 21 år og hundeslædekuske i Kangerlussuaq. Moderne piger i et ældgammelt grønlandsk erhverv. Hele deres barndom har været præget af farens hunde, af udflugterne med hundeslæde og kærligheden til hundene, og den måde man arbejder med de grønlandske hunde. Derfor valgte de tidligt at satse på hundeslæden, og det er det, denne episode af Grønlandske Livshistorier handler om.  I vinterperioden fungerer Francisca og Stella som en del af områdets hundeslædekorps med daglige ture med turister, som gerne vil se landskaberne omkring Kangerlussuaq fra en slæde. Det er naturoplevelser i byen, hvor solen skinner 300 dage om året. Om sommeren passer de to deres 19 hunde i hundebyen, som ligger en kilometer udenfor Kangerlussuaq. Det interessante er, fortæller Stella og Francisca, at finde og bruge hundenes temperamenter og styrker og udvikle deres samarbejdsevner. Det kræver meget arbejde, en del udstyr og adgang til sund mad og træning at have 19 hunde. Det gør, at tvilli

Han er lige fyldt 20 år, opvokset i Nuuk, men valgte gymnasiet i Sisimiut. Lige nu er Benjamin Chemnitz Frederiksen rejefisker, men han vil nok læse geologi senere. Han sammenligner sit elskede Grønland med en teenager, der ikke helt ved, hvad han/hun vil. Benjamin Chemnitz Frederiksen har sejlet, siden han var barn, og han har med egne øjne set, hvad klimaforandringerne betyder for Grønland – blandt andet at flere havne ikke længere fryser til, og at havisen forsvinder. Det betyder, at man mange steder ikke længere kan køre med hundeslæde hen over havisen om vinteren. I denne podcast-episode giver han udtryk for markante holdninger til det Grønland, han kender, og det Grønland han ønsker for fremtiden – en ting er helt sikkert: Han vil bo i Grønland og have børn, der skal vokse op i Grønland. I podcast-episoden fortæller Benjamin, også kaldet Biinia, der er det grønlandske kælenavn for Benjamin, at han havde lyst til forandring, da han havde været et år på efterskole i Danmark. I stedet for at blive boende h

Seks timer fri, seks timer arbejde – døgnet rundt. Sådan ser hverdagen ud for Rikke Dorph, der er 29 år og sejler som matros -eller befaren skibsassistent, som det hedder i dag - om bord på Sarfaq Ittuk, Arctic Umiiaq Lines kystskib, der sejler langs Grønlands Vestkyst.  I de seks fritimer skal hun spise, gå på toilettet og bade, vaske tøj, Skype med sine børn og sove. Rikke Dorph er opvokset i Ilulissat. Efter skolen tog hun ud og sejle med skoleskibet Georg Stage. - Det var hårdt, siger hun i podcast-episoden. Senere blev hun uddannet sætteskipper i på Grønlands Maritime Center i Nuuk. En uddannelse, der tager 18 måneder og gør, at hun må sejle som styrmand og skibsfører på skibe under 3000 ton. Det betyder, at hun må styre Sarfaq Ittuk, men da der ikke er nogle ledige job som styrmand, sejler hun i stedet som matros. Hendes job er en blanding af hårdt fysisk arbejde i alt slags vejr og at stå oppe på broen og hjælpe styrmanden med at holde udkig. Livet som matros har store omkostninger for familien. Hun ku

Den nye portal Guide to Greenland er sat i verden af Aviaq Nordlund Mørch og hendes mand Mads Nordlund. Siden følges af interesserede over hele verden. De er det nye netværk for rejsearrangører, turister, hundeslædekuske, guider og andre, som interesserer sig for Grønland. For et par år siden lukkede de magasinet Greenland Today efter ti års virke. ”Vi vil gerne give noget tilbage til Grønland. Landet og grønlænderne har fortjent, at flere ved, hvad vi har at byde på her i landet,” siger Avi Nordlund. Hun har arbejdet som grafiker i mange år på bogforlag, avisen AG og på magasinet Greenland Today. Aviaq Nordlund er 54 år. Hun kommer oprindelig fra Narsaq og fortæller i podcast-episoden af Grønlandske Livshistorier om sin barndom og friheden, der tillod at børnene løb i fjeldene og sneen eller badede i havet blandt isskosser. Hun fortæller om sproget som udfordring, og den store udvikling hendes land er på vej igennem, og som hun og hendes mand gerne vil støtte og skildre med Guide to Greenland. Aviaq Nordlund

I mere end 40 år har Hansine Broberg Geisler, 71 år, boet i den grønlandske hovedstad. Hun har arbejdet i butik som ekspedient og som vinduesdekoratør, og så kender hun alle. Hansine har fulgt udvikling i byen. Hun har stadig et par private rengøringsjob, og så er hun udlejer. Hver sommer åbner hun sit hjem for turister og synes, det er sjovt og underholdende at få besøgende fra Kina og USA. Hansine nyder det så meget, at hun nu taler engelsk med sin gæster og hygger om dem med sin egen æblekage. Adressen er Blok 14, smukt beliggende højt over den gamle del af byen, men samtidig en af Nuuks nedslidte bolig-karreer. Hansine Broberg Geisler er utilfreds med blokkens tilstand. Den er nedslidt, og man har lovet snarest at renovere og sætte i stand - et arbejde, der begyndte i 2007, fortæller hun. Der sker bare ikke rigtig noget, mener Hansine. Der er varmt, farverigt og hyggeligt indenfor hos Hansine i det hjem, hun har indrettet og holder i pertentlig orden, ligesom hun har et praktisk håndelag og selv kan holde

Der bor 56.000 mennesker i Grønland. 94,4 procent af dem er medlemmer af folkekirken. Grønland har 67 fungerende kirker, og der er præstemangel. Det er her kateketer tager over. Ivalo Reimer er læserkateket i Hans Egede Kirke i Nuuk. Læserkateketen er en uuddannet kateket.  Siden Hans Egedes tid i 1700-tallet har den grønlandske kristne kirke brugt kateketer. Kateketen ses ved gudstjenester og højtideligheder i sin sorte anorak med tynde hvide flipper. Det er kateketen, som tager sig af kirkelige opgaver, hvis en præst ikke kan være til stede, og det sker jo ofte i de mindre bygders kirker. Kateketen kan også fungere som assisterende og støttende, hvis præsten har brug for det. Det er ofte kateketer, som tager sig af de nære samtaler, og det sociale arbejde i kirken, fordi de er lokalt tilknyttet og kender folk på et helt andet personligt plan. Der er få opgaver, som kateketen ikke må tage sig af, den ene er at skrive egne prædikener eller begravelsestaler, og demå heller ikke vie ægtepar. De opgaver skal der

Ken Madsen er 22 år og tømrerlærling på KTI i Sisimiut, men han er født og opvokset i Ittoqqortoormiit, der er Grønlands mindste by og en af de mest isolerede. Der bor 400 mennesker i den lille by i Nordøstgrønland. Da han var 15 år, tog han på Skanderup Efterskole i Lunderskov, og siden den gang har han ikke boet hjemme, men kun været på besøg om sommeren. Efter Skanderup tog han til Nuuk og boede på kollegium, mens han gik på gymnasiet – og nu er han rejst videre til kollegiet i Sisimiut, hvor han går på erhvervskolen KTI Sisimiut for at uddanne sig til tømrer. Når han ikke er på skole, er han i praktik hjemme i Ittoqqqortoormiit. Når svendebrevet er i hus om godt to år, vil han læse videre til konstruktør eller lignende. Det er hans håb, at der er job til ham i Ittoqqortoormiit – eller at han selv kan være med at skabe sit fremtidige job. Når han skal hjem til byen og forældrene, skal han først flyve til Island, og derfra med helikopter til Ittoqqortoormiit. Det er dyrt, men i Grønland får den uddannelsess

Et helt almindeligt hverdagsliv i Nuuk med otte til fire job, børn og kaffetræf. Sådan betegner Winnie Harder Evaldsen sin hverdag. Da hun var 24 fik hun kræft og rejste gennem flere år hver tredje måned til København for at blive behandlet. Winnie Harder Evaldsen er ansat som aviskoordinator i Brugseni – den grønlandske afdeling af Coop. Hun har ansvaret for Brugsenis tilbudsaviser. Der er en tilbudsavis til de større byer, hvor Brugseni er så stor, at der er plads til at have en slagterafdeling. Her er samme slags medister, kalvekoteletter og hakket fars som i enhver dansk Coop-butik. Men i tilbudsaviserne til de mindre byer og bygder er der kun frossen kød, fordi de ikke har egen slagter. Selv om de fleste varer er de samme som i en dansk Coop-butik, så har Brugseni sit helt eget grønlandske islæt. Der kan være tørrede amasetter, tørret torsk, rensdyrkød og skibskiks på forsiden. Når Winnie får fri fra sin arbejdsplads, der ligger midt i Nuuk, går hun fra kontoret og hjem til sit hus. Afstanden er ikke så