Grønlandske Livshistorier

Connie Kristoffersen er skuespiller ved Nationalteatret i Nuuk, og så er hun maskedanser. Connie nyfortolker og bruger maskedans, som man har gjort det i Grønland i årtusinder. Da Grønland blev kristent i 1700-tallet, forbød præsterne maskedansen, fordi den tilhørte den gamle verden og naturen. Maskedansen har tre elementer: Den skræmmer, den får publikum til at grine, og så forfører den. Maskedansen indeholder de grundlæggende og basiske elementer af liv, død, fødsel, sjæl og samvær. Som kunstform blev maskedansen trukket frem igen i 1970’erne og 80’erne af det nordjyske Tukak-teater. Det er hovedkræfter bag Tukak, som har undervist skuespillerne på det grønlandske Nationalteater. En indføring i symbolsproget og kropsteatret som virkelig faldt i Connie Kristoffersens smag. Hun har udviklet sin egen maskedans. Hun maler ansigtet i sorte og røde farver med streger af hud og en mundpind, som forvrænger ansigtet. Så klæder hun sig i sorte farver og pels og optræder. Maskedansen repræsenterer et universelt sprog

Karen Foss ser det som en gave og styrke at mestre både grønlandsk og dansk. Det er hendes levevej. Hun bevæger sig hjemmevant på Ilulissats klipper og i København, hvor hun viser turister rundt. Karen, 50 år, arbejder som turistfører og rejseleder. Hun elsker at favne sine kulturer Grønland og Danmark. Karen boede i Ilulissat de første 15 år af sit liv. Hendes mor var grønlænder,og faren var kommet til Ilulissat i 1950’erne for at åbne en købmandsforretning. Det blev den navnkundige Birger Hansens butik. Han var en mester i at kommunikere med folk, selv om hans grønlandske ikke var det bedste.  Derimod blev Karen dobbeltsproget. Hjemme talte hun mest dansk, og hun kom i dansk klasse. Men når hun lagde skoletasken og legede med børnene i kvarteret, så foregik det på grønlandsk. Ligesom hendes mormor og onkel, som boede i nærheden, kun talte grønlandsk. Og Karen elskede at være hos dem, og besøgte dem ofte. Familien valgte at flytte til Danmark, da Karen var 15 år, og det første år i dansk 10. klasse var lidt

Hun digter om identitet, om nedløbsrør og om fodbold. Hulda Zober Holm har skrevet digtsamlingen ”Glaskugler Qaajasut” på både dansk og grønlandsk. Hun er fascineret af sprog. Hulda taler mange sprog, og hun har også taget livtag med finsk. Hun leger med ord, og hun udfordrer med ord. Hendes digte er indsigtsfulde og humoristiske. Men de handler også om, at mange har travlt med at procentinddele deres identitet. Ud over digtene er Hulda sammen med en ven begyndt at nedskrive en alternativ grønlandsk grundlov, som et kulturelt projekt. Et af budene lyder: Denne grundlov gælder for alle grønlændere. Grønland har brug for grønlændere. Den, der identificerer sig som grønlænder er grønlænder, uanset hvad andre måtte mene. Der er brug for alle, der vil Grønland det godt. Hulda fortæller, at da hun var yngre, var der nogle, som ikke kunne acceptere hende som grønlænder på grund af hendes lyse hud og lysbrune hår. Også den problemstilling bearbejder hun i et digt. Det hedder Spejl, og begynder: Lille spejl på væggen

Elna Egede fra Narsaq i Grønland mistede sin far, da hun var fem år gammel. Han gik ned med skibet Hans Hedtoft. Hele sit liv har hun håbet på, at hendes superfar fik reddet sig selv, og en dag ville dukke op.  Denne første episode af Grønlandske Livshistorier fortæller Elna Egede til journalist Annelise Mølvig i sin nye lejlighed i Aalborg, hvor flyttekasserne står stablet op, og kun et par stole er fri. Ti år gammel sendte hendes farfar hende ned til onklen i København, så hun kunne lære dansk. Det var på vej til Danmark, at hun første gang så og hørte en telefon. Den gjorde hende skrækslagen. De første tre måneder i Danmark sagde hun ikke et ord, men endelig begyndte hun at snakke. Da hun var 19 år gik hun på seminariet i Nuuk, men så blev hendes mor syg og døde. Det betød, at hun måtte rejse hjem til Narsaq og blive mor for sine tre yngre søskende - ikke bare mor, men hun måtte også droppe uddannelsen og tage arbejde for at kunne forsørge dem. De fik ingen socialhjælp. Kommunen mente, at de ikke behøvede,