Grønlandske Livshistorier

Lena Ravn Davidsen er lærer i Ilulissat. Hun sidder i kommunalbestyrelsen og er engagereret i frivilligt arbejde både lokalt og på landsplan. Hendes ønske om at hjælpe andre bunder i, at hendes storebror hængte sig, da hun var 14 år.  Hun hjalp sin far med at skære rebet over. Både hendes forældre, hendes søster og hun selv var i sorg, men på hver sin måde, og de formåede ikke at tale om det eller række ud til hinanden. Lenas mor druknede sorgen i alkohol, men kom efter fire år i behandling – og først der fik de hjælp til at bearbejde selvmordet – behandlingen gjorde, at Lena for første gang siden dødsfaldet tillod sig selv at grine og komme i kontakt med sine følelser. Hun vil gøre alt for, at andre ikke oplever det samme – og hvis det alligevel sker, at de får den nødvendige hjælp og støtte og mulighed for at snakke om sorg og selvmord og på den måde bryde tabuet om selvmord. Lena siger, at tabuet blandt andet lever, fordi det ikke er naturligt for en grønlænder at tale om følelser. Familiens sorg ødelagde